Byggemøder 2023
Efter et par års stagnation og Corona tomgang, var 2023 året hvor Århus Modelbyggeklub skulle til at genfinde og relancere sig selv. I anden halvdel af 2022 var der allerede begyndt en positiv trend med en lille tilgang af nye medlemmer og nu skulle der gøres en indsats for at reaktivere de medlemmer der under Coronaen var blevet afvendt med at bygge i klub fællesskab og nu var gået tilbage til kun at bygge derhjemme. Et af tiltagende var at genoplive gammel tradition med frokost under byggemøderne, hvilket har ført til at vi har nydt forskellige menuer, der har spændt sig fra hjemmelavet smørrebrød henover bøfsandwich, millionbøf, vikingegryde, græsk stifado, boeuf bourguignon og til sæsonafslutningen var der så flæskesteg, med alt hvad sig hører. Tjansen med at stå for frokost har indtil nu været fordelt på formanden og kassereren, men ethvert medlem der har en lyst til at præsentere sine klubkammerater for sine kulinariske evner, må til enhver tid melde at han vi stå for frokosten til næste byggemøde. Den tilbagevendte fællesfrokost har været en så stor succes, at der nu løber rygter om at vi er en madklub hvor der tilfældigvis også bygges modeller. Ved byggemøderne der for det meste er en søndag i måneden (og enkelte aftensbyggemøder om torsdagen) i tidsrummet 10:00 – 17:00, er der som regel et sted mellem 8 – 14 deltagere, nogle der er der hver gang, andre regelmæssig og igen andre der er lidt mere sporadiske, men uanset om der er få eller mange deltagere ved et byggemøde, så er hyggen og den gensidige hjælp med tips og tricks altid det der står som kerneværdien i Århus Modelbyggeklub. |