|
Model: Supermarine Spitfire Mk IX
Mærke: Eduard
Skala: 1/48
Modelbygger: Bo Hermansen
Bygget: 2024
1/48 IDFAF Spitfire MK …….tja Efter staten Israels oprettelse blev landet angrebet af stort alle de arabiske lande. Den jødiske stat var under hårdt pres og forsøgte at købe våben og især fly alle steder. I hemmelighed solgte Tjekkoslovakiet Avia S-199 (Kopi af Bf 109G men med JUMO 211 motor) til Israel men den viste sig at være næsten lige så farlige for piloten som for fjenden. Der var brug for bedre jagerfly.
130 ד eller “Dalet-130” blev så staten Israels første Spitfire. Den kan også kaldes en Frankenstein Spitfire, da den er samlet af dele fra forskellige Spitfires. Kroppen er en Spitfire PR MK XI, som efter et uheld var blevet SOC (Struck of charge) og dermed skrottet. RAF havde efterladt vraget i Petah Tikva da de evakuerede ud af Israel. Vingerne er fra en nedskudt Egyptisk Spitfire MK IX. Motoren var opbygget af dele fra mindst fire forskellige Merlin motorer. Øverste motordæksel var bemalet i RAF Dark Green/Ocean Grey og fra en Britisk Mk IX som var efterladt. Højre og venstre motorsidedækseler er bemalet RAF Dark Earth og Middle Stone og var bjærget fra en anden nedskudt Egyptisk Spitfire Mk IX. Motordæksel under motoren er ukendt men er ikke fra en PR MK XI, formodentligt fra en MK IX.
Kroppen var oprindelig malet RAF PRU-blå og vingerne i RAF ørkenbemaling af Dark Earth/Middle Stone/ Azur men overmalet med en ukendt grøn. Der er ingen viden tilgængelig om den grønne farve - blot det, den er markant lysere end RAF Dark Green. En snak med en af Israels førende autoriteter på området gav to muligheder: RAF Grey green BS 283 også kendt som interiør grøn (Efterladt af RAF) Avia Smalt grøn = RAL 6013 Schilfgrün (Leveret med Avia S-199) Jeg valgte Avia grøn og heldigvis findes der et 100 % match i form af Revells SM 362. Resten af malingen er WEM/Sovereign colorcoats. Da der ikke findes billeder af undersiden har jeg tilladt mig en lille smule kunstnerisk frihed. Jeg har efterladt 3 paneler i Azur blå og PRU blå. Jeg har også vurderet at man ikke har brugt tid på at male hjul-fælge, hjulbrøndklapper indvendigt og hjulbrønde over, og bibeholdt dem i azur blå. Jeg har også “sjusket” med overbemalingen af yderste del af højre vinge på undersiden således at azur blå kan fornemmes igennem den grønne farve.
Sættet er Eduards Spitfire MK IX i 1/48. Jeg har brugt Quickboost resin konvertingssæt til Spitfire PR MK XI under bagkroppen, vægtede resinhjul fra True Detail og RAF gyroskopisk resinsigte fra Quickboost. Decals er fra Fünkdekal og var noget værre skrammel, heldigvis reagerede de godt på DACO. Slutlak er Modelmasters lacquer. Bemærk der ikke er monteret antenne. Den manglede man og man havde heller ikke pilotens bagudkikkende spejl. I stedet monterede man et sidespejl fra en privat bil. Jeg har scratched mit af avnbøg og lidt styren. Jeg blev fanget af denne historie og dens umådelige opfindsomhed, viljestyrke og ukuelighed. Kort tid efter fik Israel lov til at købe 60 Spitfire MK IX i fra Tjekkoslovakiet, igen i dybeste hemmelighed. Dalet 130 og Dalet 131 (en anden sammenflikket Spitfire PR) blev efter krigen strippet for maling og udgjorde IDFAFs første spæde foto flight.
|









