AAMK Logo Header 04
Model: SBD2 Dauntless
Mærke: Academy
Scala: 1/48
Modelbygger: Clemens Riewerts
Bygget: Afsluttet december 2015


Denne SBD2 Dauntless fra Academy er ligesom dem fra Italeri og Eduard det oprindelige Accurate Miniatures.
Modellen er ikke helt uden udfordringer - den mest markante findes ved fastgøring landings stellet og klapperne dertil, men sættet er dog langt fra umuligt og udfordringerne vil sikkert blive mere overskuelige hvis man bygger det igen på et senere tidspunkt, hvilket jeg absolut kunne finde på om ikke andet så bare for at prøve at bygge maskinen med åbent cockpit........... til dette bør man nok vælge Eduards udgave som har et maskingevær af resin og photoetch dele der sikkert vil pryde et åbent cockpit.
Maskinen er bygget som SBD2 Dauntless Bureau number 2106 som deltog under slaget om Midway.
Lidt om flyets historie:
SBD-2 Dauntless no. 2106 rullede fra samlebåndet i El Segundo, Californien i december 1940, hvorefter den blev tildelt US Navy bombe eskadrille VB2 i San Diego og efterfølgende sammen med denne eskadrille stationeret ombord på USS Lexington.
I den første uge i december 1941, skulle Lexington levere fly til Midway blev Dauntless no. 2106 parkeret på Ford Island i Pearl Habor for at give plads til de fly der skulle sejles til Midway, og her stod maskinen så den 7. december 1941.
I modsætning til så mange andre fly og skibe overlevede maskinen japanernes angreb mod Pearl Habor. Da Lexington senere vendte tilbage til Pearl, blev no. 2106 atter læsset ombord på Lexington for sammen med skibet at blive forlagt til det sydlige Stillehav hvor maskinen den 10 marts 1942 sammen med 103 andre fly deltog i et angreb mod japansk skibsfart i New Guinea. Da USS Lexington efter dette raid vendte tilbage til Pearl Habor blev no 2106 atter engang sat i land for nu at blive overført til Marine Scout Bombing Squadron (VMSB) 241 som var stationeret på Midway. Flyet ankom sammen 18 andre SBD-2er til Midway ombord på flytransport skibet Kitty Hawk den 26. maj 1942.
Om morgenen den 4. juni startede 16 SBD-2er fra VMSB-241 fra Midway for at sætte kurs mod den japanske hangarskibsstyrke som befandt sig vest for Midway. Besætningen på no. 2106 bestod af agterskytten PFC. Wallace Reid og 1st Lieutenant Daniel Iverson som pilot. Da de påbegyndte angrebet mod hangarskibet Hiryu kom de under heftig beskydning fra såvel antiluft skyts som fra jagerfly fra skibenes luftdækning og da Lt. Iverson begyndte dykket ned mod målet fulgte to Zeroes efter ham og efter at han havde smidt sin bombe fra 800 fods højde og rettede op sluttede endnu to Zeroes sig til dem og forfulgte og beskød Iversons og Reids maskine over en længere strækning. Reid blev såret og maskinens hydraulik blev beskadiget, endvidere kom en kugle så tæt på Iverson at ledningen til hans strubehoveds mikrofon blev skudt over. Da Iverson landede på Midway talte man – alt afhængig efter kilde – mellem 210 og 289 skudhuller i maskinen.
Lt. Iverson og PFC. Reid blev efterfølgende til delt et Navy Cross til Iverson og et Distinguished Flying Cross til Reid.
Dauntless no. 2106 blev efterfølgende sejlet tilbage til staterne hvor det blev repareret og sidenhen overført til Carrier Qualification Training Unit (CQTU) på Naval Air Station Glenview, Illinois. Den 11. juni 1943 blev flyet ført USMC 2nd Lieutenant Donald A. Douglas Jr. da han fejlbedømte sin indflyvning til trænings hangarskibet Sable og ramte vandet. Lt. Douglas blev redet ud af vandet mens flyet sank mod bunden af Lake Michigan.
Efter 51 år på søens bund, blev maskinen bjærget i 1994 og efterfølgende gennemgik det en omfattende renovering og siden 2001 har været udstillet på National Naval Aviation Museum i Pensacola, Florida.
Dauntless no 2106 er ikke blot en overlevende fra Pearl Habor men også den eneste tilbageværende fra slaget om Midway.