Som sædvanligt har det virkelig været en fornøjelse at bygge Tamiya's Corsair som er nem at bygge da pasformen er superb, samle instrukserne er overskuelige og som altid har Tamiya lavet med en uovertruffen forståelse for byggeprocessen, så dele der kan være i højt risiko gruppen for at knække kan vente med at komme på i sidste øjeblik.
Den eneste anke jeg nogensinde har oplevet hos Tamiya er at deres decaler ikke altid er lige gode at arbejde med i det at de i nogle tilfælde - som hos den ellers så fremragende Seiran - kan være alt for tykke og derfor ikke vil falde ned i panellinerne uanset hvor meget blødgører med ellers måtte benytte sig af, men på Corsairen her er decalerne meget behagelige at arbejde med, og efter en omgang Daco gled de fint ned i panelinierne.
Flyets underside er malet med Humbrol 129 US Gull Grey som er blevet preshadet og oversiden og fuselage er malet med Modelmaster 2055 Navy blue gray som ligeledes er preshadet og derudover har oversiden også fået postshading i tre omgange, derefter fik maskinen en let chipping på vingerne og den foreste del af fuselagen og efterfølgende er panelinierne blevet pinwashet med Flory's grime wash, derefter brugte jeg noget demineraliseret vand og Vallejo Burnt umber til at lave fluid streaks ved tankdækslet foran cockpitet og efter at maskinen havde fået sit materende lag finishlak blev disse fluid streaks lige malet med et lag future så de fremstår blanke og lidt skindende.
Inden jeg gav maskinen finishlak fik decalerne - takket være lokke lokke toner fra et andet medlem af klubben - et let spray med en meget tynd lysgrå så de fremstod som værende falmet og det er ikke sidste gang jeg benytter mig af denne teknik.
Så nu.......... Calling her done.

Lidt om Corsairen:

I februar 1938 udgav US Navy specifikationerne til et nyt hangarskibbaseret jagerfly og baseret på Voughts designforslag bestilte man i juni 1938 produktionen af prototypen XF 4U-1. Efterfølgende begyndte et designteam med Rex Beisel som leder, at lave prototypen med et design der groft sagt gik ud på at man tog en af de største propeller der var i produktion og satte denne på den kraftigste motor der eksisterede på dette tidspunkt, hvorefter man så byggede det der var behov for rundt om disse to enheder. Motoren var en 18 cylinders Pratt & Whitney R-2800-4 prototype som på dette tidspunkt leverede 1.805 HK og propellen var en Hamilton Standard 3 blads propeller med en diameter på 4,06 meter, denne enorme propeller gjorde det så nødvendigt at flyet skulle udstyres med et usædvanligt langt landingsstel, som så ville være for svagt til de belastninger som flyene blev udsat for under landinger på hangarskibe. For at modvirke dette blev flyet udstyret med de karakteristiske omvendte mågevinger som også endte med at give den tilnavnet ”The bentwing bird”.

Den 29. maj 1940 havde XF 4U-1 så sin jomfruflyvning og den 1. oktober samme år blev den det første amerikanske jagerfly til at flyve hurtigere end 400 mph (640 km/t) da den under en flyvning fra Stratford til Hartford holdt en gennemsnitshastighed på 405 mph. De høje hastigheder som XF 4U-1eren var i stand til førte dog også med til at afsløre en række fejl i designet i særdeleshed ved styrefladerne som skulle rettes inden maskinen var moden til at gå i produktion. Endvidere havde erfaringerne fra krigen i Europa vist at prototypens bevæbning på to 7,62mm maskingeværer i cowlingen og to 12,7mm maskingeværer i vingerne var for svag, så derfor besluttede man at der i stedet skulle placeres tre 12,7mm (50 cal.) maskingeværer i hver vinge. Dette gjorde det så nødvendigt at flytte brændstofstankene som var placeret i vingerne, og af hensyn til tyngdepunktet var det bedst egnede sted den kunne placeres mellem motoren og cockpitet hvilket gjorde at snuden skulle forlænges med 810mm.
I februar 1941 begyndte US Navy på deres godkendelsestests og i juni blev der afgivet en ordre på 584 F4U-1 som fik navnet Corsair, et navn som den arvede efter Voughts O2U som var et Navy biplan fra slutningen af 20’erne
De første flyvninger med den første F4U-1 fra produktions linien begyndte 24. juni 1942. Da Corsairen skulle godkendes til brug på hangarskibe dukkede der dog problemer op i form af en tendens til at stalle på den højre vinge før den venstre vinge og den forlængede næse på flyet gjorde at udsynet besværliggjorde udsynet under landing og førte til at US Navy droppede Corsairen til hangarskibsoperationer og i stedet for gjorde brug af den sideløbende udviklede Grumman F6F Hellcat.
Corsairen derimod blev godkendt brug som landbaseret jager hos US Marines som ikke havde behovet for hangarskibslandinger, endvidere blev den også leveret Royal Navy som fik løst problemerne med Hangarskibslandingerne og i slutningen af krigen blev den også brugt på amerikanske hangarskibe primært som jagerbomber.
Hos Marines blev maskinen dog en stor succes som jagerfly og producerede flere esser hvoraf det bedst kendte navn er Major Gregory ”Pappi” Boyington som havde et total på 28 airial kills hvoraf 22 af hans nedskydninger var med en Corsair. Boyington og Corsairen fik begge opfriskede deres berømmelse gennem den ganske underholdende men absolut ikke historisk korrekte tv serie Black Sheep squadron fra 1976-78 hvor Gregery Boyington selv medvirkede i et par mindre roller og som teknisk rådgiver og indrømmet så var tv serien med til at gøre mig bekendt med navnet ”Pappi” Boyington og den var også med til at vække min kærlighed til Corsairen.
Amerikanske Corsairs blev krediteret med 2.140 nedskydninger i luftkamp hvor de selv mistede 189 Corsairs, hvilket gav dem en 11:1 airial combat kill ratio.

Efter 2. verdenskrig forsatte Corsairen i tjenesten og hvor man mere eller mindre indstillede at produktion af jagerfly med stempelmotorer da jets var det nye sort, forblev Corsairen i produktion frem til 1953 – på dette tidspunkt var der produceret 12.571 Corsairs - og blev derved det længest producerede kampfly med stempelmotor.

Corsairen oplevede også kampmissioner under Koreakrigen hvor den overvejende fungerede i close-air-support missioner som jagerbomber og derudover opnåede Corsairen der stadig blev brugt af både Navy og Marines, 12 nedskydninger.
Corsairen forblev i aktiv tjeneste i US Marines frem til 1956.

Frankrig købte efter 2. Verdenskrig Corsairs til deres fire hangarskibe og derved kom Corsairen så også i aktion i franskmændenes kolonialkrige, først under den første Indochina (senere Vietnam) krig og derefter i Algeriet.
Endvidere deltog den også i kamp under Suez-krisen i 1956 og under en konflikt i Tunesien 1961.

Corsairen kom i kamp for sidste gang den 17. juli 1969 under ”fodbold-krigen” mellem Honduras og El Salvador.
Om morgenen den 17 juli skød kaptajn Fernando Soto en Cavalier Mustang ned og samme eftermiddag befandt kaptajn Soto sig atter i en luftkamp hvor han skød to maskiner ned. Denne luftkamp var den sidste dogfight mellem fly hvor begge parter fløj i propeldrevende maskiner.
Ironisk nok så var de to maskiner fra El Salvador FG-1s hvilket var F4Us som blev licensfremstillet hos Goodyear, så dermed var Corsairens sidste nedskydning……….. en Corsair.

Honduras var det sidste land i verdenen til at tage Corsairs ud af aktiv tjeneste, hvilket de gjorde i 1978.

Den her byggede Corsair er en F4U-1 som grundet cockpittets stålramme blev kaldt Birdcage Corsair og det var første ved den senere F4U-1A at den fik det mere velkendte boble cockpit.
Maskinen hørte til VMF-213 som var stationeret på Guadalcanal og den blev ført af Løjtnant Foy Ray Garison.
Garison og maskinen blev skudt ned den 17. juli 1943 hvor Løjtnat Foy R. Garison mistede livet.